Hvem lukker hvilke kanaler hvornår?
Det er de største, der har magten i musikkens verden - og måske får de snart lidt mere.
(SKANDALE!
Da jeg skulle fastlægge tidspunktet for, hvornår nærværende udgave af Muzak skulle udkomme, kom jeg af uransalige årsager til at vinge den 13. oktober af i stedet for den 12. En dilletantisk fejl, som jeg håber, du kan se udover.)
Hvis bare der fandtes et radioprogram eller en podcast, hvor et panel - eventuelt bestående af kendte mennesker - behandlede dilemmaer, for dem er der nok af i øjeblikket.
Her tænker jeg ikke så meget på, om hvorvidt du kan tillade dig at takke nej til invitationen til din onkels kats killings ejers 40 års fødselsdag næste lørdag, når nu du lige er blevet spurgt af drengene, om du vil med i sommerhus præcis dén weekend.
Det handler mere om, hvad vi kan tillade os at lytte til, og hvem der kan tillade sig at bestemme, hvad vi kan lytte til.
Dilemmaet venter længere nede, men der er desværre ingen t-shirt, du kan vinde. Beklager.
Men god læselyst.
Mads Oddershede
DR’s dominoeffekt
Torsdag den 14. oktober er der stormøde i DR.
Ifølge Den Danske Ordbog er et stormøde defineret som et “stort (offentligt) møde, som arrangeres for at gøre offentligheden opmærksom på en bestemt problematik og derved lægge større pres på beslutningstagerne”.
I dette tilfælde handler det om radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz, hvis skæbner fortsat står hen i det uvisse. Måske skal de lukke ved årets udgang, måske skal de ikke.
Det er uklart, hvad der helt konkret kommer til at ske på mødet, undskyld stormødet, men det bliver vi så klogere på, når onsdag bliver til torsdag.
De to radiokanaler er ikke lige frem flagskibe blandt Statsradiofoniens brede palette af medietilbud, men er derimod nichekanaler, der blandt andet dyrker rockmusikken og ja, jazz.
Og lukningen af de to kanaler er noget, der vil svække dansk musik og samtidig gøre de store streamingtjenester som Spotify og YouTube endnu stærkere. Det mener Kristoffer Rom, forperson for foreningen af Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP).
Han skriver sådan her i Gaffa:
“Ved at lukke P8 Jazz og P6 Beat efterlades danske kunstnere og musikselskaber svækket, alt imens populærkulturen og de multinationale selskaber kan dominere musikbranchen i endnu højere grad, end tilfældet er i dag.”
Over for Kulturen på P1 har han videre fortalt, at han mener, de to radiostationer er særligt vigtige, fordi jazz- og rockgenrene har brug for den slags steder, så de kan vise sig frem.
“Radioen og live-sektoren er store, nødvendige udstillingsvinduer for især jazzen og de rockrelaterede genrer, som bliver repræsenteret på P6 og P8. Folk hører noget i radioen, de kan lide, de ser, om det spiller i nærheden, og de køber billet til koncerterne. Så det er en fødekæde, der bliver skilt ad.”
En ting er, at nichegenrene mister et - for dem - stort udstillingsvindue.
En anden konsekvens, som en lukning af de to kanaler - hvis det ender med at ske - kan have, er at dansk musik bredt set bliver svækket over for den udenlandske.
Som det tidligere er blevet beskrevet her i Muzak, voksede dansk musiks indtjening i 2020 ganske vist, da salget steg med hele 32 pct, selvom den danske musikbranches omsætning faldt samme år - særligt på grund af den næsten ikke-eksisterende koncertscene.
Som følge af den massive krise i musikranchen blev det besluttet, at landets radiokanaler i højere grad end tidligere skulle spille dansk, og det ledte i samme ombæring også til et mindre fald i salget af udenlandsk musik i Danmark.
Perspektiv: De eksakte konsekvenser af nedlukningen af P6 Beat og P8 Jazz er ikke noget, jeg kan udlægge på en fyldestgørende måde, men det er svært at konstatere andet end, at færre radiokanaler, der kan formidle og ikke mindst spille dansk musik, gør spillepladen større til Spotify, Apple Music, YouTube og co.
Søgemaskinedomstolen
Når jeg har skulle finde information om sagen om forbryderen og musikeren R. Kelly, har jeg gentagne gange tyet til den der platform, der hedder Google, hvis du har hørt om den.
Den er ret smart, for du taster bare ind, hvad du gerne vil have information om, og så popper der som regel en masse artikler, billeder og videoer frem.
Google ejer YouTube, planetens største (musik)videotjeneste, og har generelt utrolig stor magt over vores adfærd, vaner og tilstedeværelse på nettet.
Nu har YouTube så taget konsekvensen af, at den 54-årige R’n’B-sanger er blevet kendt skyldig i bl.a. seksuelle overgreb og menneskehandel og fjernet hans to kanaler på platformen - og dermed hans sange og videoer.
Det skal lige siges, at det stadig kan lade sig gøre at høre R. Kellys musik på sidetjenesten YouTube Music, men når du er inde og se kattevideoer, gamle klip med Knaldperlen og andet kvalitetsindhold, så er der nu ingen chance for, at R. Kelly dukker op (med mindre en eller anden piratkanal selvfølgelig har lagt hans musik op).
Eller sagt på en anden måde; når du er inde og se/høre musik fra Tupac Shakur, der er dømt for voldtægt, YoungBoy Never Broke Again (der lige nu topper Billboards albumhitliste og sidder i fængsel), som bl.a. er dømt for at medvirke i et driveby-skyderi og vold mod en kvinde, eller ser musikvideoer fra Shakira eller Elton John, som er dukket op i Pandora Papers, så kan du altså ikke se og lytte til indhold fra R. Kelly.
Journalist og DJ Nanna Balslev siger det egentlig meget godt til TV 2:
“Der er mange geniale artister, som har gjort forfærdelige ting. Hvorfor skal techgiganter bestemme, hvad der er - og hvad der ikke er - okay?”
Bottom Line: Vi har rettens ord for, at R. Kelly er hammerklam, men når YouTube sletter hans kanaler uden meget andet end en arbitrær rettesnor for ret og vrang, er tjenesten, der er en af de vigtigste platforme for musik i verden, i høj grad en smagsdommer - og så en rigtig magtfuld én af slagsen.
I den anden grøft: Spotify blokerede i 2018 R. Kelly i forbindelse med, at selskabet ændrede sine etiske retningslinjer. Efter massiv kritik fandt Spotify dog ud af, at tjenesten alligevel godt ville acceptere, at folk streamede R. Kellys musik. Det kan man stadig, selvom der nu er faldet dom.
Bonus: Muzak har tidligere tegnet et portræt af YoungBoy Never Broke Again, der har adskillige domme bag sig - og som sidder i fængsel lige nu og samtidig ligger øverst på albumhitlisten. Læs portrættet her. Han er i øvrigt blevet far endnu en gang, siden portrættet er skrevet.
Mere er der ikke i dag. Vi ses!