#17 Årets nytårshit har kostet 440.000 kroner
Jesu Brødre har på vegne af Sikkerhedsstyrelsen skabt hittet "Nytår Igen", der skal minde unge mænd om at passe på med nytårskrudtet. Muzak har fået indsigt i tankerne og pengene bag sangen.
Hejsa!
Først og fremmest glædelig bagjul. Hvis du stadig er lidt i julestemning, så vil jeg være så skamløs og abefale denne udgave af Kulturen på P1, hvor jeg fortæller om, hvorfor Mariah Careys “All I Want For Christmas Is You” tryner alle andre julesange på hitlisterne. Du kender det meste fra Muzak #14, men der bliver også drysset lidt nye facts ud over udsendelsen.
Har du det mere som mig og er færdig med julemusikken og -zakken for i år og er klar på alt mulig andet lyd i dine øregange, så kan jeg berolige dig med, at det ikke handler om julemusik i denne udgave af Muzak.
I stedet handler det om musik, der skal få os til at ændre adfærd. I dette tilfælde meget konkret adfærd, nemlig håndtering af nytårskrudt, som unge mænd skal blive bedre til at lade være med at fucke up med.
Sikkerhedsstyrelsen har sammen med Jesu Brødre og Niels Olsen (og en håndfuld andre folk) stor succes med sangen “Nytår Igen”. Muzak har sørme fået aktindsigt i tankerne bag, samt hvad det har kostet at skabe det virale hit.
Mere om det efter kort nyt!
God læselyst.
Mads Oddershede
1. Kort nyt
Den australske teenager The Kid LAROI er strøget op på førstepladsen på den danske Spotify-chart, efter julemusikken er blevet lagt op på loftet igen. (Gen)Læs portrættet af 17-årige Charlton Howard fra sidste uges Muzak her.
Julen er ovre (ja, det er ikke nyheden her, bare rolig), og det betyder, at Mariah Carey igen er hoppet ned fra førstepladsen på Billboard Hot 100. Den har Taylor Swift nu overtaget med “willow”, der er det første track på hendes seneste album “evermore”.
Pladestudiet Puk Recording Studios, der ligger i Gjerlev nord for Randers, stod i går, mandag, i flammer. Måske er branden i studiet, der bl.a. har huset George Michael, Elton John og Depeche Mode, påsat, lyder det.
2. Det koster knap en halv million at lave en succesfuld sang om de fem fyrværkeriråd
Af alle landets styrelser er Sikkerhedsstyrelsen måske den mindst sexede.
I Sikkerhedsstyrelsen beskæftiger man sig med ting som gasinstallationer og -anlæg, kontrol med håndkøbsmedicin og sikkerhed, når det gælder affyring af nytårskrudt.
Ja, som navnet antyder, handler en hel del af styrelsens arbejde om sikkerhed, og det er jo i sit udgangspunkt ret kedeligt.
Når vi nærmer os nytårsaften, er det også Sikkerhedsstyrelsen, der står med aben og skal fortælle alle de krudtglade/-gale mennesker, at de skal prøve at bruge indersiden af hovedet på årets sidste dag.
Men hvordan skal man så kommunikere til unge mennesker, at de skal huske at tænke sig bare en lille smule om og lade være med at hamre grøn Gajol og binde heksehyl sammen?
Det gør man da med musik!
Lidt mere præcist gør man det med en musikvideo, men ikke en, man selv laver.
Det sætter man nogle folk, der ved, hvordan man skruer kampagner modrettet unge mennesker sammen, til. Og de folk får så to unge gutter til at producere en sang, der kan kommunikere budskabet til deres jævnaldrende på en måde, de rent faktisk finder interessant.
Og hvordan ved jeg så det?
Det gør jeg, fordi jeg simpelthen har bedrevet god, gammeldaws graverjournalistik og fået aktindsigt i “alle udgifter i forbindelse med udvikling, produktion og distribution af sangen og videoen "Nytår Igen"“.

Det har Sikkerhedsstyrelsen efterkommet, og de har været så elskværdige ikke kun at besvare min aktindsigt, men sende mig hele kontrakten mellem dem og Have Kommunikation, som er det kommunikationsbureau, der har stået for hele kampagnen.
Helt konkret skal denne kampagne “øge kendskab til risikoen ved fyrværkeri samt adfærdspåvirke forbrugerne til sikker håndtering af fyrværkeriet”.
Det første interessante punkt i kontrakten er målgruppen for kampagnen, for det er nemlig skrevet ganske tydeligt, hvem den er.
“Den primære målgruppe for kampagnen er drenge og mænd i aldersgruppen fra 15 til 25 år.”
Den her sang og video er altså lavet med en klar målgruppe for øje.
Udover sangen og den dertilhørende musikvideo vil der også blive produceret “øvrigt indhold til sociale medier” og købt annoncer på sociale medier for at nå målgruppen, lyder det i kontrakten.
Mads, der er sgu ikke meget musik i Muzak i dag, tænker du måske, men fat mod, det kommer nu!
De næste paragraffer i kontrakten sporer sig nemlig ind på det, musikken:
“Den kreative idé består i at lave en sang, der informerer og minder om de fem fyrværkeriråd på en måde, drengene og de unge mænd forstår. Leverandøren er ansvarlig for at udarbejde en sang, de unge kan lytte til gennem december - og ikke mindst synge med på selve nytårsaften,” står der i kontrakten, der fortsætter.
“Leverandøren er ansvarlig for, at teksten/tone of voice blander velkendte temaer fra ungdomskultur med fyrværkerirådene, så leverandøren bedre kan levere budskaberne uden at blive formynderiske i kampagneeksekveringen.”
“Sikkerhedsstyrelsen og leverandøren (Holm Kommunikation red.) samarbejder med Jesu Brødre om tekst og beat. Dette samarbejde kræver, at Sikkerhedsstyrelsen tør slippe den statslige høflighed, så kampagnen kan overraske målgruppen ved at bruge de unges egen begrebsverden.”
Desværre har Georg Svendsen og William Kruse, der tilsammen udgør Jesu Brødre, ikke ønsket at stille op til et interview, da de havde “travlt med eksamen og musik”.
Det kunne ellers have været interessant at høre dem, hvordan de konkret har arbejdet med deres tekst og lyd for, at det skulle have størst mulig appel til unge mænd mellem 15 og 25 år.
Når man ser videoen og hører sangen, er det dog ret tydeligt, at de “blander velkendte temaer fra ungdomskultur med fyrværkerirådene”, som når der eksempelvis i første vers bliver rappet:
Jakkesæt og butterfly
Nytårsfest, jeg glæder mig
Men før vi går, så ska' jeg lige
Ha' bundet mindst ti Mokaï
Har købt et kæmpe batteri
Tasken fyldt med Dom P
I omkvædet fortæller Niels Olsen så sine to drenge, der bliver spillet af Jesu Brødre, om dengang, han gik tilbage til en fuser og fik pikken sprængt af.
Og dét er tilsyneladende lige det, de unge mænd og drenge vil ha’! (Altså den type sang, ikke rent faktisk at få pikken sprængt af)
Det er i hvert fald svært at konstatere andet, når man ser på modtagelsen af “Nytår Igen”. Sangen har rundet 1 million views på YouTube, hvilket er et rigtig, rigtig fornemt tal, eftersom den udkom tidligere denne måned, nærmere bestemt den 11. december.
Samtidig er den blevet hørt mere end 371.000 gange på Spotify, hvor sangen lige nu ligger nummer 38 på den danske top 50.
At sangen ville nå bredt ud på Spotify og YouTube er dog ikke nogen gigantisk overraskelse, hvis man kender til Jesu Brødre.
I 2016 lavede duoen hittet “KranAlarm”, der faktisk endte med at være den mest streamede danske sang nytårsaften. I dag har “KranAlarm” rundet 9,3 mio. plays på Spotify alene.
Det, Jesu Brødre er virkelig gode til, er at lave dum og sjov musik om meget aktuelle emner.
Her tænker jeg ikke på klimakrisen, Joe Bidens snarlige indsættelse og sådan noget, men i stedet trends på internettet.
De holder sig imidlertid ikke kun til at lave musik, men har også en succesfuld YouTube-kanal af samme navn med knap 100.000 abonnenter og mere end 18 millioner visninger i alt. Her laver de alt fra snus-anmeldelser til vlogs fra koncerter (inden corona).
Derudover er de også at finde på gamer-platformen Discord og Twitch. Begge to steder, der bringer dem rigtig tæt på deres (mange) trofaste følgere.
Det er med andre ord et veletableret internetnavn, Sikkerhedsstyrelsen tapper ind i, når de betaler Have Kommunikation for at betale Jesu Brødre for at lave en sang om faren ved nytårskrudt - og noget, der ultimativt gør det langt nemmere at ramme 1 mio. views og nå ud til målgruppen med budskabet om at lade være med at pelse en flaske slavevodka og stikke ild til en farverig raket, du har monteret mellem din buddys balder.
En anden ting er prisen. Hvad koster det at få lavet en sang, video og internetkampagne?
I alt lyder den på 440.000 kroner (eksklusiv moms), hvoraf 40.000 kroner er gået til produktion af beat og tekst.
Resten er fordelt på udvikling og produktion af indhold, som det fremgår af tabellen fra den aktindsigt, jeg har fået, nedenfor.
Udover betalingen fra Sikkerhedsstyrelsen kan Jesu Brødre, Niels Olsen, Lina Rafn, Shambs og Klam Vandmand, der alle medvirker i sangen, også se frem til royalty-betaling. I kontrakten fremgår det nemlig, at:
“Sikkerhedsstyrelsen giver Leverandøren (Have Kommunikation red.) alle royalties til sangen med henblik på, at Leverandøren kan uddele samtlige af de berettigede royalties til de medvirkende kunstnere samt til eventuelle distributionspartnere i procentdele, sådan som Leverandøren finder det mest hensigtsmæssigt med henblik på at skabe maksimal eksponering”
Til sidst er der dog lige tilføjet:
“Royalties, der ikke tilfalder kunstnere eller distributionspartnere, skal tilfalde Sikkerhedsstyrelsen.”
På stående fod kan jeg dog ikke lige komme på, hvilken slags royalties dét skulle være.
Sikkerhedsstyrelsen er faktisk ikke den første styrelse, der har forsøgt at nå unge mennesker med deres budskaber via musikken.
Sundhedsstyrelsen var lige akkurat først, da de udsendte singlen “GÅ NU HJEM” den 22. november. Sangen er et led i deres storstilede kampagne, der fortsat kører over det hele, hvor Søren Brostrøm på skræmmende vis minder unge mennesker om, at de skal overholde anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne og dermed nedbringe coronasmitten.
Her var musikken dog ikke hovedfokus, og sangen har da også kun klokket 30.000 streams på Spotify i skrivende stund.
Det skaber ikke desto mindre nogle interessante perspektiver til fremtiden, for når Sikkerhedsstyrelsen kan nå ud til 1 million mennesker plus det løse med en sjov musikvideo, hvorfor skulle andre offentlige myndigheder, institutioner eller private virksomheder så ikke gøre dem kunsten efter?
Hvis du læser med uden at være abonnent på Muzak, så kan du skrive dig op - gratis - lige her og modtage spændende fortællinger fra musikkens verden hver tirsdag i din indbakke.
3. Anbefalinger
Gilli har givet sit første interview i halvandet år. Det har han gjort i det nye format fra Uden Filter-duoen Hav og Kamal, der har fået navnet Bag Om Artisten. Du skal omkring et kvarter ind i udsendelsen, før interviewet med landets mest populære musiker (målt på streams) starter.
Få svinet din musiksmag til af The Puddings AI-musikanmelder. Det er virkelig sjovt.
Lord Siva har smidt sin første single siden megahittet “Solhverv”. Sange hedder “Stjernerne” og er fortsat lidt i samme spor som “Solhverv”, der virkelig tog lordens lyd i en helt ny retning. Det er fedt.
Og dermed nåede vi til bunds i årets allersidste udgave af Muzak. Del det med dem, du ønsker godt nytår!
Og godt nytår til dig - det kan vel næppe blive værre end det år, vi næsten er stået igennem.
- Mads