#24 Sådan bliver en sang forvandlet til levende billeder
Vi zoomer helt ind på de enkelte sekunder i tilblivelsen af en musikvideo denne uge. For hvordan sætter man egentlig billeder på lyd?
Hej
Og glædelig tirsdag.
I denne uge dykker vi ned i noget, jeg længe har været fascineret af, og som jeg bruger lige rigeligt med tid på at se: musikvideoer.
Et marketingværktøj, der både kan være et rum med plads til kreativitet og overraskelse, men som nogle gange også bare bruges til at bibeholde en kunstners tilstedeværelse på de sociale kanaler. Spændvidden er enorm, og måderne at lave en musikvideo på er lige så mange, som der er sange.
Vi kommer helt tæt på tilblivelsen af en af de særeste musikvideoer, internettet har set i 2021, så det kan du godt glæde dig til.
Inden vi kommer til kort nyt om musik, er der lidt kort nyt om Muzak.
Muzak har nemlig indgået et samarbejde med Soundvenue, mediet, der mandsopdækker popkulturen. Samarbejdet, der er ret løst i sin udformning, betyder, at noget af Muzaks indhold også vil kunne læses på Soundvenue.com fremover - eksempelvis dagens interview. Men for at få The Full Muzak Experience (™), skal du fortsat abonnere her.
Hvis du i øvrigt ikke kunne få nok af sidste uges historie om alt det data, Spotify indsamler om dig og mig, så var jeg i Kulturen på P1 i onsdags og fortælle mere om det.
Og så kan der vist ikke koges mere suppe på de selvfede ben.
Endelig skal der også lyde et velkommen til alle de nye abonnenter, der har fundet vej herind siden sidst. Det er dejligt, vi bliver flere, der vil dyrke gode fortællinger fra musikkens verden. Del endelig Muzak med folk, I kender, så vi kan blive endnu flere!
Og nu er der kort nyt.
God læselyst
Mads Oddershede
1. Kort nyt
New York Times og Hulu har begået en voldsomt tankevækkende dokumentar om Britney Spears og den helt igennem vanvittige måde, hun er blevet behandlet på af en lang, lang række amerikanske medier, mens den også forsøger at komme til bunds i, hvorfor hendes far har et værgemål over hende. Dokumentaren sætter også bl.a. hendes ekskæreste Justin Timberlake i et dårligt lys, hvorfor han også har været ude og undskylde. Du kan se dokumentaren på TV 2 Play.
Fyr og Flamme (du ved, duoen, der laver 80’er-pop og har skuespiller Jesper Groth som forsanger) stiller op ved dette års Melodi Grand Prix! De skal optræde med sangen “Øve os på hinanden”. Det skal blive spændende at se, hvad det får af betydning for bandets popularitet på streamingtjenesterne.
Post Malone skal fange dem alle! Posty skal spille en virtuel koncert den 27. februar i et samarbejde med… Pokémon! Det lyder spøjst, men jeg skal da se med.
2. Benjamin Hav blev næsten elektriker – kom tæt på tilblivelsen af årets skøreste musikvideo
En gigantisk statue af Benjamin Hav troner op i en uendelig ørken af sand, hvor kun en håndfuld korintiske søjler gør den stillestående kæmpemand selskab.
Kameraet panorerer i heftig fart forbi den gigantiske Benjamin og det, der ligner et kongerige, hvis storhed var en virkelighed for længe siden.
Pludselig mødes vi af en lang trappeopgang til en kuppel klædt i samme orange glød som det sand, der omkranser den. Vi flyver op ad trapperne og ind ad den lysende døråbning for enden.
Det første, der møder os inde bag døren, er endnu en Benjamin Hav, men denne gang én i kød og blod, klædt i hvidt fra top til tå. Måske er han renset og nu helt uskyldsren, måske er han bare blevet ren for at kunne gøre noget beskidt. Hans intense blik bag brillerne siger nærmest ingenting, men inden man for alvor kan analysere, hvad pupillerne gemmer, skifter scenen, og en ny Benjamin svarer en ringende drejeskive-telefon med en farvekode, der ligger tæt på ørkensandet fra før.
Herpå følger den ene absurditet efter den anden; en dame med et skævt ansigt taster ting ind på en computer fra slut-90’erne, Benjamin møder en dreng med samme ansigt som sig selv, og to midaldrende mænd med hvid skjorte stoppet ned i buksen og slipset stramt bundet danser en mærkværdig dans. Og så en masse andet.
Bertil Vorre er manden, der har lavet den skrupskøre video, og hvis han skal nå at tage os igennem meningen med galskaben, inden det er blevet forår, må jeg hellere parkere beskrivelsen af videoen, der måske er nemmere at finde hoved og hale i, hvis man selv ser den.
”Jeg havde lavet nogle Tobias Rahim-videoer for nogle år siden, og efter det begyndte Benjamin at skrive lidt til mig på Instagram, og så begyndte vi egentlig bare at følge hinanden,” indleder Bertil Vorre sin fortælling om, hvordan samarbejdet med den tidligere halvdel af Benal startede.
Tilbage i oktober begyndte Bertil og Benjamin for alvor at snakke sammen om at lave ”noget video”, og så blev det hurtigt til, at Bertil Vorre skulle lave videosiden til ”Den Dejligste Boy”.
Selvom man måske skulle tro, at musikvideoen sagtens kunne være udtænkt af Benjamin Hav, hans skøre tekstunivers taget i betragtning, er det faktisk ikke tilfældet.
”Jeg fik sgu bare frie tøjler til at være kreativ. Som i fuldstændig. Han er nok den nemmeste artist, jeg nogensinde har arbejdet sammen med,” fortæller Bertil Vorre, der tidligere har lavet musikvideoer for blandt andre Tobias Rahim, Kå og Ida Laurberg.
”Til at starte med var ambitionen at lave en lang kortfilm, der var inspireret af nummeret. Der var mange sjove idéer oppe at vende. I et af de koncepter, jeg havde skrevet, spillede Benjamin Hav en elektriker, der var ude og lave elarbejde i et parcelhus i en forstad. Her havde han sin kollega med, der var en slags klon af Benjamin selv. Statisten, der skulle spille Benjamins elektrikerkollega, skulle så have en latexmaske på, der var Benjamin Havs ansigt, og fyre nogle vilde dansetrin af,” fortæller Bertil Vorre.
Processen med at udvikle konceptet og fortællingen til en så syret musikvideo kan ud fra dets beskrivelse hurtigt fremstå som en meget ustruktureret og langsommelig proces.
Det er imidlertid ikke tilfældet for Bertil Vorre.
Han hamrer typisk et helt treatment ned på sin computer på en aften. Et treatment er en hel gennemgang af projektet, fra koncept og tanker bag manuskriptet, den visuelle stil og hvilke referencer, der trækkes på. Nedenfor kan du se to eksempler fra et treatment til ”Den Dejligste Boy” – som dog endte med at blive ændret lidt undervejs og efter optagelserne.

For Bertil Vorre er det vigtigt, at en musikvideo er noget andet end bare en en-til-en-fortolkning af den sang, den akkompagnerer.
”Hvis en musikvideo skal rage op, skal den komme med noget nyt og bidrage med noget og ikke bare være levende billeder til Instagram-promovering. Videoen skal gøre nummeret stærkere, eller man skal føle en ny side af artisten, for ellers bliver det bare kedeligt,” siger musikvideoinstruktøren.
I tilfældet med Benjamin Hav handlede det blandt andet om at dyrke storhedsvanviddet.
”Jeg ville gerne væk fra det med, at han bare skulle være en cool swag-rapper med noget sejt tøj på. Storhedsvanvid er jo lidt en ting, der går igen i hans soloprojekt, så derfor foregår videoen inde i det her mærkelige palads, hvor der er alle mulige versioner af ham selv, og ting bare stikker af i bedste Benjamin Hav-stil,” siger Bertil Vorre.
Det er også med til at pege ind i det univers, som Benjamin Hav har bygget op i sine tekster.
”Hans lyrik… Det er sgu svært helt at sætte en finger på, hvad der menes med det. Det kan gå i mange retninger; hvad er det for eksempel, der menes med den her tredjepersonsdreng, som går igen i mange af hans tekster? Hvem er drengen, er det ham selv? Da jeg spurgte Benjamin, var han lidt kryptisk omkring det, og så er det jo op til én selv at finde ud af det, hvilket er ret fedt.”
Det er ifølge Bertil Vorre også en af de helt store styrker ved musikvideoer i dag – at de kan være med til at styrke en given kunstners musikalske persona.
”I dag skal artister jo være til stede på alle sociale platforme, have holdninger til ting, være menneskelige, men også samtidig kunne påtage sige en karakter. Og netop i forhold til det synes jeg, at musikvideo-formatet er blevet vildt relevant.”
Og netop når en musikvideo kan være med til at udvide fortællingen om den karakter, musikeren er, kan den lykkes med at rage op i den uendelige ørken af videocontent, som det store internet flyder over med i disse år, mener Bertil Vorre.
”Vi er lige nu i en swipe-kultur, hvor man nemt falder over en masse lort på Netflix og Youtube, men hvor vi samtidig hungrer efter gode fortællinger. Det flyder med content, for som artist skal du næsten have noget videoindhold for at blive opdaget i folks Instagramfeed, men hvis det content, man kommer med virkelig er godt, tror jeg på, at folk gerne vil have mere.”
Benjamin Havs univers var i forvejen absurd og svært at definere. De kvaliteter er vist ramt meget godt i hans seneste musikvideo. Hans karakter er i hvert fald ikke blevet mindre mærkelig.
3. Anbefalinger
Marwan har klogt udnyttet omtalen ifm. DR3-dokumentarserien ”Ghettostjerner” og udgivet et nyt album med den enkle titel ”RØD”. Kun to af sangene er uden features, men det er også noget af det, der er med til at gøre det fedt. Albummet som helhed er virkelig lyden af Trillegården og måske også lidt bredere lyden af musikoaserne i landets ghettoer, mens det samtidig bygger bro mellem den gamle og unge generation af rappere. ”KLIPKLAPPER” og ”TG BANDO” er højdepunkterne for mig.
Megan Thee Stallion er en af de varmeste rappere for tiden, og hun holder gryden i kog med “Southside Forever Freestyle”.
Endnu en Aarhus-rapper gør positivt opmærksom på sig selv. I$WAAL har sluppet nummeret “JAOWLINE”, der byder på nogle solide sommerrytmer.
Amerikanske Lil Mosey udgav fredag tracket “Enough”, der er produceret af danske Benjamin Lasnier og Nicki Pooyandey. Det er slet, slet ikke noget dumt nummer.
No mas for denne gang! Tak fordi du gad læse med. Sæt kryds i kalenderen ud for næste tirsdag, for der har Muzak sølvbryllup med sig selv!
- Mads