Jeg var tilfældigvis ude at cykle, mens stormen Malik rasede, og på et tidspunkt cyklede jeg så meget i modvind, at jeg bevægede mig baglæns.
Den historie klarer formentlig ikke cuttet til selvbiografien, men så er det jo heldigt, jeg har et nyhedsbrev, hvor den kan bruges som en slags analogi over den situation, som Spotify og Joe Rogan befinder sig i disse dage.
Sagen vil ikke rigtigt dø, og lige som man troede, at stormen var reddet af, ja, bum, så kommer der endnu et vindstød og skubber Spotifys største podcaster - og Spotify - tilbage.
Vi skal lige en tur forbi Meterorologisk Insitutet, men længere nede drager vi også over Atlanten til et universitet i Canada.
I øvrigt har ikke fået set “Kandis for livet” på DR endnu, selvom det lader til, at alle andre har. I stedet har jeg af uransalige årsager set TV 2s Super Size Me-inspirerede serie i to afsnit om fire kendte danskere, heriblandt Kandis-Johnny, som udelukkende skal leve af fastfood i tre uger. Har du ikke set nogen af delene, behøver du ikke se sidstnævnte, hvis du vil have Johnny-content. Der er lige lovligt mange tomme kalorier.
God læselyst.
Mads Oddershede
Joe Rogan-oplevelsen
Den kontroversielle podcaster Joe Rogan får, sammen med Spotify, virkelig hele shitstorm-oplevelsen at føle disse dage.
Sagens oprindelse er beskrevet i sidste uges Muzak, men helt kort handler den om, at flere kunstnere, anført af Neil Young, har valgt at fjerne deres musik fra Spotify, fordi de fandt Joe Rogans rablerier om Corona (med flere fejlbehæftede udtalelser) så irriterende, at de ikke længere ville dele platform med det.
Spotify, der har indgået en eksklusiv-aftale med Rogan til en værdi af omkring 100 mio. dollars, forsøgte så at lægge låg på sagen ved at indføre en mærkningsordning til de podcasts, som omhandler Corona.
Det har Daniel Ek og resten af streamingtjenestens direktion formentlig krydset fingre for ville få kritikken til at forstumme og afholde flere musikere fra at trække deres indhold fra platformen.
Men nej.
Grammy-vinderen India Arie tilsluttede sig for få dage siden flokken af musikere, der trækker sig fra Spotify, men ikke på grund af Rogans dubiøse vinkler på covid-19.
I stedet handler det om, at han har brugt n-ordet i flere podcastepisoder.
Og det har krævet en endnu større undskyldning end den, Rogan gav under shitstormens første vindstød.
For det første har han undskyldt for at have brugt ordet, Spotify har fjernet over 70 af de dyrt betalte episoder af hans podcast OG forpligtet sig til at investere 100 mio. dollar - svarende til det, selskabet betaler Rogan - i artister, sangskrivere og podcastere fra “historisk marginaliserede grupper”.
Indtil videre har det været en dyr dummebøde, men desværre for Spotify synes debatten ikke at være død endnu.
Måske skyldes det selskabets tilbageholdende position i forhold til moderering af indhold og de dertilhørende grænserne for, hvad der egentlig må siges og synges derpå.
Det bliver spændende at se, hvornår stormen er reddet af, og hvor hårdt Rogan og Spotify bliver blæst tilbage.
Drake & The Weeknd 101
Forårssemesteret er startet på Ryerson University, og dermed bliver et nyt fag introduceret: Drake og The Weeknd.
“Deconstructing Drake and the Weeknd” er fagets fulde navn.
Som man kan fornemme, handler det om to af de største musikstjerner i verden, og noget af det, de har til fælles, er, at de kommer fra Toronto - hvor Ryerson University ligger.
Dalton Higgins, der blandt andet har skrevet en bog om Drake, skal undervise i faget, som imidlertid ikke bare skal handle om at lære teksterne til “Blinding Lights” udenad eller koreografien til “Hotline Bling”.
Faget skal både handle om musikbranchen og dens interessenter, men det skal også handle om netop Drake og The Weeknd, fordi de er canadiske artister, som har formået at sætte Canada på det kunstneriske verdenskort - og som samtidig kommer fra et mindretal i landets befolkning - altså; de er ikke hvide.
“Disse to sorte canadiske artisters karrierer er en linse, hvorigennem vi kan lære om entreprenørskab, marketing, branding. Og så er der sociale emner som race og klasse,” fortalte Dalton Higgins til Toronto Life, da faget blev annonceret.
Ifølge Higgins vil man ved at studere de to kunstneres vej til global succes desuden kunne identificere nogle lokale problemer på musikscenen i Canadas største by.
“Drake og The Weeknd er et produkt af en lokal musikscene, som gør meget lidt for at fostre sine sorte artister. Drakes karriere tog fart, fordi Lil Wayne havde en interesse i ham. I Toronto bliver der investeret i tre ting: Hockey, rock’n’roll og øl. Det er den hellige treenighed - eller uhellige treenighed, hvis du er racialiseret.”
Jeg har tilfældigvis været på udveksling i Ottawa i Canada, hvor jeg blandt andet læste tre kulturfag med fokus på, ja, canadisk kultur (Okay, weird flex).
Det handlede ikke kun om, at jeg ville have god tid til at drikke øl og rejse rundt, når nu jeg var derovre, men også fordi jeg rent faktisk gerne ville blive klogere på det relativt unge lands kultur og de stemmer, der har været med til at forme den.
Jeg har ikke længere det hele i frisk erindring, men som jeg husker det, var den overvejende del af de tungeste kulturelle stemmer overvejende, ja, hvide.
Her kan et fag som “Deconstructing Drake and the Weeknd” formentlig trække i den anden retning og samtidig give et mere nutidigt anker i måden, man ser på landets musikscene.
Om ikke andet har de studerende da noget at flexe i fredagsbaren.
Muzak er slut for denne gang. Vi ses!