#22 En slem kanin erobrer verden
Bad Bunny var den mest streamede musiker i verden i 2020. Han byder ikke på den klassiske coming of age-raphistorie, men farvefyrværkeri og politiske holdninger.
Hola,
Og glædelig tirsdag.
Jeg skriver de fleste af mine idéer til Muzak ned i et halvslidt kladdehæfte med kragetæer, jeg formentlig kun selv kan læse. Det er helt sikkert ikke lige så effektivt som at losse dem ind i et noteprogram på computeren, men det er som om, at det er lidt federe, når idéerne bliver skrevet ud i hånden. Som om man lige er en my mere kreativ.
En af de idéer, jeg efterhånden har haft på blokken et stykke tid, er et portræt af rapperen Bad Bunny.
Navnet lyder voldsomt useriøst, men hans tilstedeværelse på streamingtjenesterne er til gengæld det stik modsatte.
Og nu var der endelig tid og plads til at tegne et lille portræt af den puertoricanske kunstner her i Muzak.
Hvis du i øvrigt har en god idé til en kunstner, et emne, en tendens eller noget fjerde, jeg skal tage op og dykke ned i, så besvar endelig denne mail, og skriv forslaget. Eller gør det via en af de sociale medier, du kan følge Muzak på (Facebook, Twitter og Instagram).
Som altid er der også kort nyt og lidt anbefalinger til dig.
God læselyst.
Mads Oddershede
1. Kort nyt
Spotify har ifølge Chart Data rullet sin tjeneste ud i Sydkorea. Lur mig, om det ikke betyder, at K-pop får endnu mere medfart på de globale hitlister på platformen.
Branco har rundet 100 mio. streams. Det er han langt fra den første danske musiker til at gøre, men det er stadig et voldsomt imponerende tal. På under en måned har hans album “Baba Business 2” desuden klokket 13 mio. streams, så han har fart på.
Popsangerinden Sophie er død, 34 år gammel. Det skete i sidste uge, efter hun var kravlet højt op for at se fuldmånen og faldt ned.
2. Bad Bunny er en eksplosion af farver, musik og politik - og den mest streamede musiker i verden
Jeg bliver imponeret, hvis du kan synge med på et helt vers fra Bad Bunny.
Ikke kun fordi han rapper på spansk, og jeg ikke fulgte godt nok med i spanskundervisningen til at kunne få tungen på gled, men også fordi han er en af de megastjerner, der fylder vores øregange herhjemme, men ikke rigtigt optager plads i bevidstheden.
Han er eksempelvis med på Cardi Bs banger “I Like It”, mens han også har udgivet sangen “Mia” sammen med Drake. Ja, nu begynder klokken formentlig at ringe.
Alene i 2020 blev hans musik på Spotify streamet 8,3 MILLIARDER gange. Det er mere end nogen anden kunstner i universet.
Sidste år blev Benito Antonio Martínez Ocasio, som hans borgerlige navn lyder, den første kunstner nogensinde til at indtage førstepladsen på Billboard 200 Chart med et album, der udelukkende er på spansk. “El ultimo tour del mundo”, som albummet hedder, er i øvrigt fortsat det mest streamende album på Spotify.
Det er ganske enkelt voldsomt, hvordan den 26-årige puertoricaner er braget gennem lydmuren, siden han for alvor tittede frem i 2016.
Og Bad Bunny er iøjnefaldende af flere grunde.
Det helt åbenlyse er den måde, han klæder sig på. Det er næsten nemmere, at du billedgoogler ham, end at jeg finder en masse billeder af ham, for du vil hurtigt kunne se, at hans stil er over the top, ofte pangfarvet - og generelt bare noget, man ikke rigtigt ser andre steder.
Derudover kommer Benito Ocasio ikke fra et splittet hjem eller en voldsomt fattig bydel, som man efterhånden per automatik forestiller sig, når man skal give sig til at læse en fortælling om en rapper, der made it.
Hans mor og far er stadig gift og arbejder som henholdsvis engelsklærer og lastbilchauffør.
Familien er katolikker, og under Benito Ocasios opvækst var familien egentlig en ganske almindelig kernefamilie, der snakkede om løst og fast over middagsbordet, og som en sjælden gang i mellem kunne finde på at tage ind til et af de store shoppingcentre i byen, hvis der virkelig skulle ske noget.
Inden musikken tog fart, havde den unge Benito desuden tag hul på arbejdslivet i et lokalt supermarked, hvor han fyldte varer i folks indkøbsposer.
I teenageårene begyndte han at freestyle over beats, han producerede i computerprogrammet FruityLoops sammen med et par kammerater, og lidt tilfældigt og lidt for sjov valgte han kunstnernavnet Bad Bunny. Lige dén her del er ikke specielt enestående, da mange rappere efterhånden er startet musikkarrieren med noget skraldet optageudstyr på værelset.
Vender vi os mod det musikalske, så har Bad Bunny en af sine store forcer i at kunne blande musikgenrene.
Rap, trap og reggaeton er alle genre, som han har vist sig at mestre, men det er mindst lige så meget evnen til at blande genrene på tværs, der giver ham en appel, der er så bred, som den er. Det er ikke en voldsomt unik evne, for det kan man kunstnere efterhånden, men når Bad Bunny har slået sig sammen med alt fra Cardi B, Drake og puertoricanske OG-rapper Daddy Yankee har det slået kæmpestore gnister.
Endnu en ting, der skiller Bad Bunny ud fra rigtig mange rappere og mainstream-artister er, at han ikke har noget imod at udtrykke en klar holdning til politiske emner.
Og det er måske i virkeligheden det, der for alvor har været med til at skubbe ham op blandt verdenseliten af musikere.
I hvert fald har han med sin musik “indkapslet kraften fra en generation af puertoricanere, som bruger kunst til at sætte spotlys på sociale, økonomiske og politiske sammenbrud, der finder sted i deres hjemland,” som den puertoricanske poet og skribent Carina del Valle Schorske skriver i et kæmpestort portræt af netop Bad Bunny i New York Times.
Bad Bunny har heller ikke været bleg for at kritisere sit hjemlands regering for håndteringen af orkanen Maria, der hærgede den klejne østat i 2017, eller for at deltage i protesterne, som fik Ricardo Rosselló til at trække sig fra posten som guvernør i landet - som den første nogensinde i puertoricansk historie.
Også emner, der fylder mere på verdensagendaen som køn og identitet, er emner, rapperen har udtrykt en holdning til. Han er positiv over for alle slags kan og identitet, og det må siges at ligge milevidt fra den machotankegang, der prægede rappen for 30-40 år siden, hvor homoseksualitet ikke ligefrem var noget, der blev set på med positive øjne hos mange rappere.
Emnerne har Bad Bunny også behandlet i nogle af sine sange, og det fik ham altså hurtigt til at rave op i latintrap-landskabet.
Hans gennembrud på verdensscenen kom for alvor i 2018 sammen med Cardi B og vennen J Balvin på føromtalte “I Like It”, og siden da har Bad Bunny hoppet fra megahit til megahit.
Det seneste skud på stammen er “DAKITI” fra hans seneste album. Sangen har tidligere indtaget førstepladsen på den globale Spotify-chart og ligger nu nummer to, selvom det er ved at være en god halvanden måned siden, den udkom.
Hertil skal man lægge en voldsom høj udgivelsesfrekvens. Alene i 2020 udgav Reggaetoneroen tre albums, og når man er på vej opad og har tur i den globalt, så er det altså noget, der kan skyd én helt op på førstepladsen over mest streamede kunstnere.
Bad Bunny har desuden slået hul på, som han selv kalder det, “gringo-markedet”. Det er altså ikke kun latinoer, der ryster hofterne til hans musik længere.
Og bevægelsen med Bad Bunny, og for så vidt også en håndfuld andre latintrap-kunstnere som eksempelvis J Balvin, er i øjeblikket meget lig den, man ser med K-pop.
Ikke alene har latin-musikerne nu opnået så stor en appel og følgerskare, at de har etableret sig i flere lande, der ikke taler det sprog, der bliver sunget på. De har også så mange stjerner på skuldrene, at megastjerner med et mere vestligt udgangspunkt er villige til at slå sig sammen med dem.
Og når du først er kommet op i den øverste stratosfære i musikkens verden, er der en god chance for, at du kan blive der. Streamingtjenesternes algoritmer behandler platformenes største stjerner aldeles godt, og det kan Bad Bunny altså også nyde godt af nu.
Den 26-årige musikkomet fra Puerto Rico har allerede optrådt i Madison Square Garden, til Super Bowl og Coachella. Det er svært at forestille sig, hvor det kan ende henne, men der er ingen tvivl om, at det kan blive gigantisk.
3. Anbefalinger
Det er ikke første gang, jeg anbefaler en Tiny Desk-koncert, men Miley Cyrus forstår altså også at brænde igennem, når hun optræder. Det vidner hendes Tiny Desk-koncert fra hjemmet også om.
DR er dykket ned i Justin Timberlakes musikalske karriere i anledning af, at han fylder 40, og det er en ganske spændende rejse, han har været på. Tillykke til JT i øvrigt. Gad vide, hvordan han vil få plads til alle lysene i kagen.
Uden Filter-duoen er tilbage. Denne gang har de besøgt Node i Dubai (ja, timingen er helt utrolig).
Tak fordi du læste med! Det er altid værdsat. Jeg håber, du vil dele det med nogen, så vi kan blive endnu flere muzakkere (ja, jeg skal vist lige arbejde lidt med fanbasenavnet…)
- Mads