#34 En rapper født ud af forargelse og internettrafik
Den yngste kvindelige rapper i historien til at have en sang på Billboard Hot 100 er skabt ud af internetkulturens forargelsestrang. For nylig slog hun en ny rekord.
Hej,
Glædelig tirsdag og tillykke til alle folkene bag ‘Druk’ med Oscar-statuetterne og til Scarlet Pleasure, hvis “What a Life” - ganske fortjent - formentlig får en omgang mere på hitlisterne (den ligger lige nu nummer 28 på den danske Spotify-chart og stiger).
Alle er glade, og det er da fedt.
Efter kort nyt kan du læse et portræt af en ung kvinde, og det er ikke helt lige så glædeligt som de danskervinklede Oscar-nyheder, men fascinerende - dét er den.
Nogle gange er kort jo godt - har jeg hørt - så lad os da egentlig bare komme i sving med ugens tingeltangel.
God læselyst.
Mads Oddershede
1. Kort nyt
En ekspertgruppe har i den forgangne uge fremlagt anbefalinger til regeringen om bl.a. afholdelse af udendørs arrangementer/festivaler. Det giver intet håb for, at festivalerne kan afholdes som normalt, men muligvis med op til 10.000 gæster - dog uden at de overnatter på festivalerne.
Roskilde Festival har derfor svært ved at se andre udfald, end at årets festival må aflyses. Til gengæld har Smukfest slået fast, at de vil afholde festival i år. (Fik du i øvrigt læst, hvad det egentlig er, vi går glip af, når vi ikke kan komme på festival?)
Danske sangskrivere (DPA) - med Andreas Odbjerg i front - har været ude og argumentere for bedre lønvilkår. (Hov, se lige, hvad det er for en fed fyr, der har skrevet om det).
Odbjerg fortæller i artiklen bl.a. om, hvordan han var på dagpenge, da “Paris”-hittet, som han har været med til at skrive, kørte i rotation på landets radiostationer. En opgørelse fra Koda viser nu, at dén sang var den bedst indtjenende danske sang i 2020.
Suspekt har fået en såkaldt adventuredag med skarpskydning og watercast fra en helikopter i bytte for en gratis koncert. Det kan jo være fint nok, men dagen, der fandt sted i 2019, var arrangeret og betalt af det danske forsvar og dermed finansieret for offentlige midler. En professor og en lektor kritiserer forløbet, og Forsvaret ændrer nu praksis.
Megan Thee Stallion, der er en af verdens varmeste rappere lige nu, holder en pause for at "oplade batterierne”.
2. En internetpyroman, der også er rapper
Det er lige med at lægge snittet rigtigt her, for følgende tekst kan nemt blive alt for indforstået eller alt for “et plus et er lig med to”.
Om jeg har gjort det rigtigt er jo op til dig at vurdere. Men hvis du har et indgående kendskab til den 18-årige rapper/internetpersonlighed Bhad Bhabie, så er der en overhængende fare for, at du kommer til at læse rigtig meget, du allerede ved i forvejen.
Jeg vover dog pelsen og gætter på, at du måske kun har læst en enkelt artikel eller to om hende, måske har hørt hendes hit “These Heaux” uden rigtigt at bide mærke i, hvem der har lavet den, eller hvad der bliver rappet. Eller også har du aldrig hørt om hende! Hendes tilstedeværelse på internettet taget i betragtning er det nok lidt vildt at antage, men sådan må det være!
Her er et par facts til at komme i gang på:
Bhad Bhabie er den yngste kvindelige rapper til at have haft en sang på Billboard Hot 100. Det skete, da førnævnte “These Heaux” ramte den ikoniske hitliste i september 2017, da hun blot var 14 år gammel.
Hun har mere end 1,2 milliarder streams på YouTube alene.
Hendes borgerlige navn er Danielle Peskowitz Bregoli.
Det er også vigtigt at vide, at Danielle Bregoli som 13-årig blev kendt for at medvirke i det ærkeamerikanske underholdningsprogram Dr. Phil, hvor hun opfordrede folk blandt publikum til at fronte hende udenfor, hvis de ville noget. Det gjorde hun med ordene “cash me outside”, der tog internettet med storm.
Det er i øvrigt også rigtig vigtigt at vide, at hun har en pladekontrakt med Atlantic Records og har været signet hos pladeselskabet, nærmest siden hun gik viralt.
Pladekontrakten er instrumental i hendes til vedvarende kendisstatus, men det vender vi tilbage til.
Først kigger vi på musikvideoen til hendes sang “Gucci Flip Flops” fra 2018.
Den illustrerer nemlig på ganske fornem vis, hvad Bhad Bhabie er for en slags rapstjerne.
Jeg kan lynhurtigt beskrive videoen, så du ikke behøver bruge de knap tre minutter på at se den:
Videoen viser (en slags) kernefamilie sidde og se tv i en stue. De to børn er opslugte det det, de ser på skærmen (Bhad Bhabie, der rapper), og især det yngste medlem af familien er meget optaget af det, han ser.
Forældrene derimod er fortørnede, forargede og rasende over det, de ser udspille sig gennem stuealterets billedrør. Scenen med familien er sort-hvid, mens det, der sker på tv’et, er i farver.
I sidste halvdel af videoen skifter det hele imidlertid karakter, da familien både har tatoveringer i ansigtet og ter sig åndssvagt. Som om de er blevet overtaget af det, de sidder og ser.
Symbolikken er tydelig; De voksne forstår ikke nutidens unge (og den musik og det internetindhold, de forbruger), men det forhindrer det ikke i at brede sig. Tværtimod.
Og det er lige præcis det, der er med Bhad Bhabie.
I forrige uge handlede det om rapperen Lil Nas X og om, hvordan hans tilbagevenden til toppen af hitlisterne i høj grad spiller på folks forargelse og den internettracktion, der følger med den (jeg sagde jo, der var risiko for, at det blev indforstået).
Det er sådan set det samme, der sker her, men det er alligevel en tand… Vildere. Og samtidig vildt kalkuleret.
For Bhad Bhabie er med på det hele. Og det skyldes ikke mindst, at hun er i stald hos Atlantic Records, som jeg lovede at vende tilbage til (og det er så det, vi gør nu).
Starter vi ved teksterne i Bhad Bhabies sange, så er der som regel en håndfuld sangskrivere krediteret. Tag eksempelvis førnævnte “Gucci Flip Flops”, hvor fem andre udover Bhad Bhabie og Lil Yachty, der begge rapper i sangen, er krediteret.
En af dem er eksempelvis 30 Roc, der har skrevet sange for blandt andre Chris Brown, Roddy Ricch, Cardi B og Nicki Minaj.
Det kan lade sig gøre at samle sådan et sangskriverhold, fordi Atlantic Records står bag den 18-årige enfant terrible-rapper.
Men teksterne er sådan set ikke det, der for alvor skaber omtale, hype, tracktion eller hvad vi ellers kan finde på at kalde det.
Det er alt det udenom.
For Bhad Bhabie er med på ALT. Hun har en voldsomt populær TikTok-konto, hun har lavet en non-fungible token med det citat fra Dr. Phil, der gjorde hende kendt, og hun oprettede en OnlyFans-konto, få dage efter hun fyldte 18 år.
Der bliver lavet indhold i en lind strøm på alle tænkelige platforme, hvor der er en enten stor eller betalingsvillig brugerbase. Og indholdet skal forarge og sørge for, at Bhad Bhabie altid er med på den seneste bølge.
Et af de nyeste forsøg er at starte en bevægelse mod Dr. Phil. De konkrete beskyldninger kan du jo prøve at hitte hoved og hale i her, hvis du orker det, men det er egentlig mere bundlinjen i det, der er vigtig lige her.
Det handler nemlig hele tiden om at holde gryden i kog, hele tiden forsøge at skabe så voldsomme reaktioner som muligt fra så mange mennesker som muligt, og her bliver der altså skyet ganske få midler.
Og det virker.
Bhad Bhabie slog således rekorden for på kortest tid at indtjene en million dollars på OnlyFans - lidt over seks timer tog det.
Og det er ganske givet kun nogle få dråber i havet, for så kan du ellers lægge koncerter, streams, merchandise og en makeup-kollektion oveni.
Bhad Bhabie er måske i virkeligheden mere en internetpersonlighed snarere end musiker, men ikke desto mindre er hun qua sin store tilstedeværelse på internettet også i stand til at wrestle sig ind på hitlisterne.
Hun har ikke udgivet musik i 2021, men mon ikke det kommer, når der er skabt tilstrækkeligt med online opmærksomhed. Fabrikken, der støber fundamentet for det, kører i hvert fald på fuldt drøn.
3. Anbefalinger
Natholdet, Brandon Beal og Christopher har lavet de to sidstnævntes hit “Twerk it like Miley” om til en countrysang. Det lyder jo ikke tosset.
Jeg faldt for nylig over, at en kæmpe champ har samlet 45 minutters video fra det legendariske år i freestylerap-konkurrencen MC’s Fight Night, der hedder 2004. Gud, hvor er det bare en fed finale.
Polo G så, at en linje, han havde lagt ud fra sin sang “Rapstar”, trendede på de sociale medier, og derfor besluttede han sig for at udgive tracket, der er hans mest populære til dato. Det fortæller han i en ret åbenhjertig session med Genius.
Snip, snap, snude, nu er dette nyhedsbrev ude. Ciao for now!