Denne uge byder på en ganske pudseløjerlig sag, hvis konklusion er, at jeg læser for få referater fra Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget i Hørsholm Kommune.
En konklusion, der i sig selv er mærkelig, men ikke helt lige så mærkelig som selve historien.
Der er som sådan ikke nogen grund til at danse længere om den varme grød end højest nødvendigt, men inden vi kommer til det, så kan du lige tænke over følgende:
Hvis du skulle have en musiker til at lave en sang, der kunne brande den kommune, du er vokset op i, hvem skulle det så være?
Jeg lægger fra land med mit bud allernederst i nyhedsbrevet, men svar gerne tilbage på denne mail med din kommune-musiker-kombi. Forhåbentlig ender det ud med en fed udstilling i næste uges nyhedsbrev.
Nå, let’s get to it.
God læselyst.
Mads Oddershede
Nej tak til rapmusik i Hørsholm
Der var masser af ting og sager på dagsordenen til seneste møde i Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget i Hørsholm Kommune.
Det talte både en godkendelse af kommunens alkoholpolitik frem mod 2025, godkendelse af tilskud til motionscykelløbet Sjælsø Rundt og flere andre gode ting.
Og så et tilbud fra rapperen Jokeren.
Eller, rettere sagt fra en Bjarke Buurgaard, en tidligere radiovært, som tilsyneladende jammer lidt med Jesper “Jokeren” - du ved, ham, der har lavet “Havnen”.
Inden, vi dykker ned i, hvad der er op og ned, skylder jeg at sige, at jeg aldrig var faldet over historien, hvis ikke det var fordi Sjællandske - og siden hen Berlingske - havde skrevet om det.
Af uransalige årsager har de dog kun dækket sagen som en notits, og det forstår jeg ikke efter at have læst referatet fra udvalgsmødet og ansøgningen fra Bjarke Buurgaard.
I referatet fra udvalgsmødet bliver sagen egentlig præsenteret meget enkelt:
“En tidligere radiovært har taget kontakt til Hørsholm Kommune, da han i samarbejde med musikeren ”Jokeren” ønsker at lave en rap-sang, der kan være med til at brande Hørsholm. De søger om 12.800 kr. til at lave sangen.”
Og straks melder sig flere spørgsmål.
Hvilken tidligere radiovært? Hvorfor ønsker de at lave en “rap-sang”, der kan brande Hørsholm? Og kan man virkelig lave en sang for 12.800 kr.?
Jeg synes at være okay velbevandret udi det danske medielandskab, men med al respekt til Bjarke Buurgaard var det simpelthen ikke et navn, der ringede en klokke, da jeg læste det.
I pitchet til Hørsholm Kommune redegør han til gengæld selv for, hvem han er, og det bliver ellers gjort med både fyrværkeri og hornorkester:
“Jeg er en tidl. radio NRJ- og Radio Uptown vært. Nu arbejder jeg med international forretning og musik. Oliver stones søn, Sean Stone har brugt 7 af mine instrumentaler i 2 af hans dokumentarfilm. Avicii-, Stromae- og Psy's team har været interesseret i at modtage demoer fra mig,” lyder Bjarke Buurgaards beskrivelse af Bjarke Buurgaard.
Underskriften på dokumentet taler ved første øjekast imod hans egen beskrivelse som “tidligere radiovært”, da han har underskrevet det “Bjarke Buurgaard Talamona, Radio Illuminati”.
Hvad Radio Illuminati helt præcist er, er - måske meget passende - rimelig uklart.
Der er godt nok en hjemmeside tilhørerende Radio Illuminati, men om det reelt er andet end denne Soundcloud-playliste med lidt over 1000 følgere står hen i det uvisse. Ligesom det heller ikke står klart, om det kunne omfatte det, som Bjarke Buurgaard i ansøgningen kalder “international forretning”.
Inden der går totalt Third Ear-fortælling i den må vi hellere lade hr. Buurgaard ligge og i stedet vende os mod musikdelen af ansøgningen.
Jeg har tidligere beskrevet, at Sikkerhedsstyrelsen har betalt 440.000 kr. for at få produceret en sang, som skulle gøre opmærksom på de fem fyrværkeriråd, og at DSB har kastet i omegnen af en million kr. efter en Icekiid-sang, som skulle gøre opmærksom på sikkerheden på deres perroner.
Men Bjarke Buurgaard og Jokeren kan altså gøre det markant billigere.
12.800 kr. kan Hørsholm altså få en rapsang for.
Og de penge dækker over:
Pladestudie (4 timer): 2000 kr.
Mixing engineer: $1.500: (9.900 kr.)
Mastering engineer: €115 (900 kr.)
I alt: 12.800 kr.
Prisen synes altså at være ganske skarp. Og egentlig er aftalen meget lige til:
“Jokeren ønsker at lave en rapsang til en af mine instrumentaler. I rapsangen kan Jokeren brande Hørsholm; hvis I dækker produktionsudgifterne,” lyder det i ansøgningen.
Herefter er der beskrevet fire trin i sangens tilblivelse, som ikke sigter mod at efterlade stor kunstnerisk frihed - men alligevel en lille smule:
Først aftaler vi, hvad I ønsker at brande. Dog skal sangen lyde som en hitsang og ikke en reklame for Hørsholm.
Jokeren og jeg laver et udkast af sangen; som I godkender
Jeg sender regningerne til produktionen til jer; som I betaler
Jeg sender den færdige sang til jer og til de fleste radiostationer i Danmark, samt svensk-, norsk- og dansk national radio.
Ifølge ansøgningen er der allerede skaffet kontakt til de “fleste store radiostationers chefer, som ser frem til at modtage sangen”, mens der også bliver luftet tanker om at lave en musikvideo, hvis sangen skulle gå hen og blive et hit.
Men selvom både Bjarke Buurgaard og Jokeren altså ser ud til at være ganske medgørlige og ivrige efter at lave en sang, der brander Hørsholm, så bed man ikke på i Hørsholm Kommune.
Og begrundelsen er, at rapmusik ikke er noget, man ser stor ræson i den nordsjællandske kommune:
“Administrationen indstiller, at Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget afviser ansøgningen, da det vurderes, at en rap, hvor Hørsholm nævnes, ikke tilføjer nævneværdig værdi til brandingen af Hørsholm,” lyder det i referatet.
Og den indstilling valgte Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget altså at følge.
Til gengæld blev der bevilget 71.500 kr. eksklusiv moms til Sjælsø Rundt.
Hvis jeg lige skal spitballe lidt her på falderebet kunne det ellers være oplagt at lave en sang, hvor omkvædet gik:
Hvor’ du fra?
Jeg’ fra Hørsholm
Nå, spændingen skal udløses.
Jeg er opvokset i Vordingborg Kommune, og årets musikalske højdepunkt på Sydsjællands spids er uden tvivl uge 28, hvor Vordingborg Festuge løber af stablen.
Her har Infernal optrådt jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange, og det er altså noget, der kan sætte gang i Slotstorven, kan jeg love dig for.
Infernal har lige fejret sit 25 års jubilæum med en ny version af “From Paris to Berlin”, hvor Branco og Jimilian har et gæstevers hver, så det er jo oplagt, at et så højaktuelt band skal brande Vordingbronx.
Omkvædet kunne for eksempel gå sådan her (på melodien til “From Paris to Berlin”):
Fra Vordingborg til Møn
Ser du Gåsetårn og Bogø
Hvis du kør’ over Farøbro’n
Over Farøbro’n
Den ta’r I bare, Vordingborg Kommune og Infernal.
Vi ses i næste uge.