Fordi jeg er født den 25. december, er det spørgsmål, jeg er blevet stillet suverænt flest gange i mit 27 år lange liv, hvordan det er at have fødselsdag dagen efter juleaften. For det virker på overfladet lidt spøjst, mener mange.
(Mit svar er typisk, at det er skæppeskønt, når jeg har fødselsdag, fordi det dermed er to dage straight med gaver. Men at det da er lidt træls at vente 364 dage med at få gaver igen. Men samtidig, plejer jeg at indskyde, ved jeg jo ikke, hvordan det er at have fødselsdag en anden dag end den 25. december, så det er jo lidt sådan, det er)
Men efter at have startet et nyhedsbrev om musik, er det spørgsmål, jeg nok er blevet stillet efterhånden næstflest gange i mit liv, hvorfor fanden i hede-hule-helvede, at jeg ikke tager på festivaller.
Der bliver jo spillet musik på festivaller, og jeg skriver om musik - hallo, man!
Og det er da også mærkeligt, jeg ikke gør det, det er det da.
Til mit forsvar vil jeg lige tilføje, at jeg havde en dagsbillet til Roskilde Festival i 2019, men ellers har jeg aldrig været en festival-kind-of-guy. Kolde øl og en god seng at sove i tiltaler mig bare langt mere end lunkne øl og en halvtom luftmadras i et for lille telt, der er tusind grader varmt, må jeg indrømme, men selve festivalsstemningen er ellers rigtig tiltalende.
Disse dage er absolut højsæson for festivalskrydsforhøret - som jeg egentlig synes er ganske rimeligt at udsætte mig for - men lidt af samme årsag, så skal Muzak IKKE handle om Roskilde Festival. Og så fordi det er sjovere at gå til højre, når alle andre går til venstre.
Og måske også, fordi der er så ganske rigeligt Roskilde-indhold at fordøje disse dage, hvis man orker det.
I øvrigt er det bedste indhold, noget medie har produceret fra Roskilde Festival, stadigvæk Se & Hørs smadderreportage i 2019, hvor reporteren udfordrer tilfældige festivalgængere til at drikke ølbong og ender - spoiler alert - med at kaste suppen til sidst.
Men nu til noget helt, helt andet.
God læselyst.
Mads Oddershede
Andelen er nu 0,0 pct.
Musikindustrien har ændret sig på mange åbenlyse måder siden 1980’erne, men en af de lidt mere oversete måder, den har ændret sig på, er, at ingen længere arbejder solo.
I hvert fald ikke i den absolutte elite.
Ovenstående opgørelse fra Billboard charts, der leverer et hav af dataoversigter over toppen af musikindustrien, viser en tydelig tendens: de største sange i verden bliver i stigende grad - og nu her i 2020’erne faktisk udelukkende - skabt af mere end én person.
Og hvad så, kan man hurtigt blive fristet til at spørge. Er det ikke bare et tegn på en større grad af samarbejde i musikindustrien, og kan man egentlig have noget imod det?
Og det kan der givetvis være noget om - flere arbejder sammen på kryds og tværs, og flere store stjerner gør det i højere grad.
Men - for jeg mener helt klart, at der er et men.
Jeg vil i højere grad mene, at ovenstående tal viser, at der er en mindre grad af fleksbilitet, anarki og måske også originalitet i toppen af musikindustrien.
For at det ikke længere er den samme person, der skriver, producerer og fremfører de numre, der ender med at blive de største i verden i en kortere eller længere periode (som er det, Billboard Hot 100 viser), betyder, at flere kokke skal have plads i køkkenet. Og skal man tro ordsproget, får maden det ikke bedre af det.
Den logik kan givetvis ikke overføres til musikken 1:1, for selvfølgelig er der tonsvis af genial musik, der er opstået i samarbejdet mellem forskellige musikere, sangskrivere og producere.
Men når ingen sange øverst på Billboard Hot 100 længere bliver udviklet egenhændigt af én person, går vi vel også glip af nogle genialiteter? Et samarbejde består jo altid af kompromiser - hvor stort omfanget er varierer selvfølgelig.
En ting er selve musikken, som måske mister noget på bekostning af noget andet. Det kan hurtigt blive en relativt teoretisk og luftig diskussion, så lad os lade den ligge og i stedet kigge på, hvad der mon kan ligge bag udviklingen.
Fortællingen bag hits er ofte, at det kommer helt bag på artisten - eller artisterne - at sangen pludselig blower up, men hvem man sjældnere hører fra er de folk, der får det til at ske; pladeselskabsfolkene, der arbejder i kulisserne.
Her er der masser af kommercielle greb at benytte sig af - et klassisk kunne være at skyde en musikvideo, mens et nyere kunne være at udvikle en Tiktok-kampagne.
Men rent musikalsk kan de store pladeselskaber også - indirekte i hvert fald - påvirke musikken ved at sætte musikere sammen med producere eller sangskrivere, som de ved har succes med en given genre.
Et hurtigt eksempel er “Stay”, megahittet som bliver sunget af The Kid Laroi og Justin Bieber. Her optræder Omer Fedi som en af sangskriverne. Et navn, som ikke er kendt i den brede offentlighed, men som også er akkrediteret på Lil Nas X’ “Montero” og “Mood” af 24kGoldn og Iann Dior.
Hvad de tre sange har til fælles - udover at de er strøget til tops på Billboard Hot 100, og at Omer Fedi er blandt sangskriverne? Sony Music har udgivet alle tre.
Så når Sony øjner potentialet i en kunstner eller flere, så skiber de måske lige Omer Fedi afsted for at give et nap med.
Og den slags tråde er der tusindvis af i toppen af musikindustrien.
Igen, det er ikke usædvanligt eller nødvendigvis en dårlig ting, at der bliver arbejdet mere sammen, men chancen for at lave et hit er altså større, når man har lavet et i forvejen. Og hvorfor ikke - set fra et pladeselskabsperspektiv - forøge chancerne for at skabe et hit ved at lade flere folk med succeser i rygsækken arbejde sammen om et nyt?
Det er vigtigt at tilføje, at oversigten fra Billboard Charts' ikke viser, at ingen musikere arbejder selvstændigt længere, men den viser, at den absolutte top af musikindustrien er blevet en mindre uafhængig størrelse.
Det var alt, hvad Muzak havde valgt at bringe i denne uge. Sump nu videre i campingstolen med din lunkne øl, sved videre på kontoret, eller hvad du nu ellers var i gang med.