Gang i skiverne
Udviklingen er vendt for første gang i knap to årtier. Skal vi lægge noget i det?
Selvom jeg er født i det forrige årtusinde, nærmere bestemt år 1994, er fysisk musik ikke noget, der ligger mit hjerte særligt nært.
Den CD - eller rettere CD’er - jeg egentlig husker bedst, er mine forældres Shu-Bi-Dua-boksset. Du ved, den sorte boks med 200 sange på. Den er blevet afspillet ikke så få gange, når vi skulle krydse Storebælt eller er kørt på ferie til mere sydlige breddegrader. Og af alle boksset, som kunne være blevet valgt til en kør-selv-tur-ferie til Frankrig, så kunne det have været LANGT værre.
Mit indtryk er, at man i dag kun lytter til fysiske CD’er i bilen, hvis bilradioen er gået i stykker, eller man har mistet internetforbindelsen til mobiltelefonen. Ja, selv dér er den fysiske CD nok i så skarp konkurrence med radiokanalerne, at den ofte bliver vejet og fundet for let.
Men måske er vindene ved at vende for LP’ens lille og lidt mindre charmerende lillebror. Måske. Lad os se på det.
God læselyst.
Mads Oddershede
Kan CD’en virkelig være på vej tilbage?
Noget kunne tyde på det.
CD-salget har lignet en sort skiløjpe i mere end halvandet årti, men 2021 blev første år siden 2004, hvor antallet af solgte CD’er - i USA - voksede.
Det viser tal fra brancheorganisationen Recording Industry Association of America (RIAA), skriver bl.a. The Verge.
Det betyder ganske givet ikke, at antallet af solgte Shu-Bi-Dua-bokse er opadgående, da væksten sker i Guds eget land, men interessant er det, at et af verdens vigtigste musikmarkeder nu oplever vækst i salget af noget så umoderne som Compact Discs.
Indtægterne fra salget af CD’er i USA voksede fra 483,2 mio. dollars i 2020 til 584,2 mio. dollars i 2021. Altså en ganske pæn stigning.
Men hvorfor er salget steget?
For det første skal man hæfte sig ved, at der generelt er godt gang i det amerikanske musiksalg i disse år.
For sjette år i træk voksede musiksalget, og den samlede omsætning i 2021 lød på 15 mia. dollar - en markant fremgang fra de 12,1 mia. dollar, som blev pumpet igennem maskineriet i 2020.
Der er altså en generelt voksende interesse for musik, selvfølgelig stærkt drevet af et voksende streamingmarked, som dog synes at være dryppet videre på CD’erne.
Men ser man på, hvor stor en andel de blanke skiver udgør af den amerikanske musikindustries omsætning, så er den faktisk faldet fra 4,0 til 3,9 pct. Godt nok kun en my, men værd at have med, når man kigger på det store billede.
Det ændrer dog ikke ved bottom line: at der blev solgt flere CD’er i 2021 end i 2020.
Men igen, hvad kan stigningen skyldes?
Lad mig for en god ordens skyld afskrive disputsen mellem Neil Young, Joe Rogan og Spotify som en mulig forklaring. At Young og flere andre musikere har trukket deres musik fra streamingtjenesten er jo først sket her i 2022 og har ingen indflydelse på sidste års salgstal.
Men måske er der alligevel tråde til streamingtjenesterne.
Det er i hvert fald et af de bud, som The Verge kommer med.
For ligesom med LP’en har CD’en den åbenlyse fordel, at den er et fysisk produkt. Eller, så åbenlys en fordel er det egentlig ikke, hvis man ser på det store billede, men det er en faktor, der taler til bestemte segmenter af musikkunder. Dem, der nyder at holde musikken i hænderne og sætte den på hylderne derhjemme. En gruppe mennesker, der vokser i øjeblikket.
Hvor stor en del af forklaringen, der ligger i det, synes jeg er svært at sige, for 2021 var også året, hvor digitale kunstværker, heriblandt musik, i form af NFT’er vandt indpas i stor stil.
Men tråden til Spotify og de andre streamingtjenester handler også om, at man som musikforbruger får en vished, når man køber en fysisk CD, om, at flere penge går direkte til artisten, end når man streamer vedkommende musik. Og dén vished har måske appeleret til endnu flere i et år, hvor debatten om musikernes ringe betaling fra streamingtjenesterne nok engang har været aktuel.
Netop derfor er det også interessant nyt for musikerne, at CD-salget nu vokser. Selvom streamingindtægter står for 83 pct. af den samlede omsætning, er det godt for artisterne, at det fysiske salg samlet set vokser. Jo mindre de kan være afhængig af én indtægtskilde jo bedre. Og jo mindre de kan være afhængige af magtfulde platformes algoritmer, jo bedre.
Der er, så vidt jeg er orienteret, ikke nogen større, videnskabelig forklaring på, hvorfor det amerikanske CD-salg reelt er vokset i 2021.
Derfor er det også vigtigt at hæfte sig ved, at den positive udvikling altså sker efter mange års særdeles negativ udvikling.
Bortset fra en kortvarig vækst i 2004 har CD-salget i USA været nedadgående i hele dette årtusinde.
I år 2000, som var rekordindtjeningsåret for CD’en, omsatte det lille skive-format for intet mindre end 13,2 mia. dollar i USA alene og udgjorde 92,3 pct. af det samlede musiksalg i landet.
Forklaringen på det massive fald i indtægterne fra CD-salg er, som beskrevet tonsvis af andre mennesker før mig, først indtoget fra ulovlige musikdelingstjenester som Napster, der nærmest truede hele musikindustrien på dens eksistens i begyndelsen af 2000’erne, mens de retskafne streamingtjenester nu synes at være blevet branchens redning - dog med den pris, at kniven er stukket længere ind i den hårdt sårede CD.
Slutteligt er det også værd at bemærke, at det samlede salg af fysisk musik - her tæller man altså også LP-salget med - er steget for første gang siden 1996. Så måske går musikindustrien rent faktisk i en mere analog retning. Men lad os nu se.
En sjov lille detalje fra RIAA’s ganske glimrende statistikbank over musiksalget i USA er, at indtægter fra ringetoner rundede 1,1 mia. dollar i 2007. Den første og eneste gang, at ringetone-indtægterne krydsede milliardgrænsen (i 2021 lød indtægterne derfra samlet på 15 mio. dollar). Samtidig udgjorde det knap 10 pct. af branchens samlede indtægter fra musiksalg det år.
Kan du huske, hvad det var Steve Jobs præsenterede i januar 2007?
Muzak er der ikke mere af for denne gang. Hvis du ikke kan få nok af historier om salg af fysisk musik, kan det være, du finder denne basse fra The Muzak Archives interessant:
Ha’ det fedt.