En slags Glitterik Smørhår?
Heldigvis er han ikke indlagt på Skt. Mungos, men sidder hver fredag i en dommerstol på TV 2.
I sidste uge var tirsdagen helt tom for Muzak, og det skyldtes ganske enkelt, at jeg gav mig selv vinterferie. Nu er Muzak så tilbage på et tidspunkt, hvor det meste handler om uhyrlighederne i Ukraine.
Af komplet åbenlyse grunde skal vi selvfølgelig følge med i, hvordan krigen udvikler sig, men måske er det meget fint at have et lille åndehul, der handler om noget helt andet. Heldigvis er vi jo i den priviligerede situation, at vores liv ikke kun handler om at overleve, men at leve.
Og mens vi sender kærlige tanker til Ukraine og ønsker, at Putins røv klør, og hans arme er for korte, skylder jeg vist også at give en bette opdatering på den seneste sag i Muzaks spalter; kuriositeten i Hørsholm.
Som du måske husker, var der hos Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget i Hørsholm Kommune tikket et tilbud om en reklame-rapsang ind fra en mand ved navn Bjarke Buurgaard.
Buurgaard står tilsyneladende bag et projekt med navnet Radio Illuminati, men modsat det, navnet indikerer, er der vist ikke tale om en egentlig radiostation. Den detalje er egentlig lidt ligegyldig, men taler alligevel ind i, at der var noget ved tilbuddet, der gjorde det lidt flosset i kanten.
Men det er bestemt ikke alt.
Det opsigtsvækkende ved tilbuddet om en rapsang, der skulle være en slags reklame for Hørsholm Kommune, var nemlig, at Bjarke Buurgaard påstod, at rapperen Jokeren var med på idéen. Men det er ganske enkelt løgn, kunne Frihedsbrevet afsløre.
Det hele var altså et scam, som Hørsholm Kommune dog ikke hoppede på.
Nå, hermed er opdateringen viderebragt, og så er det vist nok om mærkelighederne, der tikker ind i Hørsholms Sports-, Sundheds- og Kulturudvalgs indbakke.
Vi skal i stedet til noget ganske andet.
God læselyst.
Mads Oddershede
Martins X Factor
Der er noget, der tyder på, at DJ og dommer i talentprogrammet X Factor Martin Jensen er den type fra gymnasiet, der altid stod for indledningen, når gruppen skulle fremlægge og så ellers ikke lavede meget andet end at skifte slides, imens resten reciterede Wikipedias vise ord i punktform.
I hvert fald hvis man skal tro denne historie i Ekstra Bladet.
“Beskyldt i årevis: Anklages for at snylte på andres talent” lyder overskriften på artiklen, der er bygget op om kritik fra tre anonyme, men angiveligt relativt prominente, kilder i musikbranchen.
Summen af kardemommen er, at Martin Jensen har slået et større brød op, end han kan bage - hvis man spørger de tre anonyme personer, som Ekstra Bladet altså har.
Han kalder sig en af landets største musikere, denne DJ, som har turneret rundt i mange afkroge af verden, og som nu er vært på det vel mest prominente musikprogram på tv.
Men det sker på en forkert baggrund, lyder kritikken.
“Han kan ikke rigtig noget i studiet. Det er at pisse rigtige producere op og ned af ryggen, synes jeg. Han skulle efter min mening ikke ikke rådgive om noget som helst, der har med musik at gøre,” lyder en del af kritikken.
Efter det følger flere mere eller mindre konkrete eksempler om, at Martin Jensen, der i øvrigt har knap 8,7 mio. månedlige lyttere på Spotify og har rundet 1 mia. streams, har solet sig i en succes, som primært er skabt af andre.
Svaret fra Martin Jensen er relativt simpelt:
“Jeg er manden bag mig selv og mit brand. Sådan skal det forstås, når jeg siger, at jeg er manden bag mine hits. Jeg har aldrig påstået, at jeg har lavet dem helt selv, og alle medvirkende på tracks skabt i mit univers bliver i øvrigt krediteret,” siger han til Ekstra Bladet.
Og egentlig burde den skid jo så være slået, kan man sige; Nogle mener det ene, en anden mener noget andet.
Men der er alligevel noget, jeg synes, vi skal dvæle lidt ved.
Hvorfor er folkene, der udtaler kritikken, anonyme?
Man skal ikke mange kommentarspor på Facebook igennem, før der bliver kastet ukvemsord efter andre mennesker, så hvorfor skulle det være så svært at stå frem med navn og sige, at man synes, at en af dommerne i et talentprogram er talentløs?
Om begrundelsen for anonymiteten lyder det i artiklen:
“De tre kilder medvirker på betingelse af at være anonymiseret. Der kan nemlig ifølge dem være enorme repressalier fra en indspist musikbranche, hvis man åbner munden og taler dårligt om kollegaer.”
Strafaktioner kan jo komme i mange former, men hvis du kalder nogen talentløs, vil det vel i de fleste brancher have en eller anden form for konsekvens - for eksempel at personen, du kalder talentløs, eller folk, der er tæt på vedkommende, nok ikke vil arbejde sammen med dig. Og det er vel ikke helt urimeligt.
Om det er fair, at den type kritik kan fremlægges anonymt, kan vi lade op til Presselogen at diskutere, men jeg synes, det siger lidt om musikbranchen, at det ikke engang kan lade sig gøre at få nogen af de tre kritikere til at stille sig frem og sige det, som det er.
For musikbranchen ER lukket og generelt omgærdet af en del mystik.
Hvad tjener en musiker eksempelvis helt nøjagtigt pr. stream? Hvor meget går til pladeselskabet, hvor meget går til manageren, hvor meget går til produceren, hvor meget går til sangskriveren/ne?
Hvem har skrevet hvad af en given sang? Hvem har skrevet mest? Hvem har fået idéerne i udformningen af instrumentalen?
Hvem har stået for at få sangen pushet til radioerne og streamingtjenesterne?
Der er masser af led og indhold i musikbranchens værdikæde, som enten er helt eller delvist gemt væk, og derfor kan man ende ud i en sag som den med Martin Jensen.
Han siger ganske klart i interviewet med Ekstra Bladet, at der har været mange andre mennesker involveret i de sange, der er udgivet under hans navn. Men der er jo tonsvis af DJ’s, som har millioner af lyttere og milliarder af streams, hvis sange også er skabt i samspil med en større gruppe af mennesker.
Uden at kende hans arbejdsproces nærmere, dukker et navn som DJ Khaled hurtigt frem på nethinden; en dygtig promotor, men hvad er hans rolle egentlig, når der bliver produceret musik, som bliver udgivet i hans navn?
På sangen “I DID IT”, hvor Megan Thee Stallion, Post Malone, DaBaby og Lil Baby er med som features, er der krediteret intet mindre end 13 sangskrivere, mens der er fire “Recording engineers” og 2 co-producenter. For bare at nævne nogle af de involverede.
Det er bestemt ikke noget særsyn, når man dykker ned i krediteringslisterne på nogle af de største hits, ligesom det omvendt er ret sjældent, at samme menneske laver alt i forbindelse med produktionen af en sang. Ofte er det så bare et vilkår, at sangskriveren eksempelvis må nøjes med at se sit navn krediteret uden at stå som egentlig afsender.
Om der er noget om snakken i kritikken af Martin Jensen, aner jeg ærlig talt ikke. Men man kan nok ikke komme uden om, at han kan et eller andet - om ikke andet bygge et brand op - når han har mere end 8 mio. månedlige lyttere på Spotify alene.
Ja, man kan vel kalde det en slags X faktor.
Muzak er simpelthen slut for i dag. Vi ses!